Gør drømmen til virkelighed – prøv et slotsophold

Drømmer du om at leve som en dronning eller konge omgivet af luksus og eventyr? Mange danske slotte har slået dørene op for gæster, som vil mærke historiens vingesus i smukke omgivelser, som er nænsomt restaureret og bevaret i respekt for forgangne slægter og vores historiske arv.

Et slotsophold er en oplevelse ud over det sædvanlige. Det er forkælelse i elegante rammer, hvor du kan nyde smagfuld gourmetmad, slappe af i fredelige grønne omgivelser og drømme dig tilbage til historiske tider, hvor adelsfolk vandrede gennem de samme rum, som du nu gør. Det er balsam for sjælen og en oplevelse, som du bør unde dig selv mindst én gang i livet.



Booking.com

Broholm Slot på Sydfyn

Broholm SlotMan kan spore Broholm Slots historie tilbage til 1326. Det var oprindeligt en middelalderborg, som slap helskindet gennem Grevens Fejde takket være sine brede voldgrave. Borgen overlevede dog ikke tidens tand. Den var så forfalden, at den blev revet ned. Det meste af det nuværende slot er bygget i 1642. Stilen er sengotisk med stærke renæssancetræk i form af et karakteristisk trappetårn og symmetrisk placerede vinduer.

Broholm Slot er omgivet af idyl med sin smukke park, herregårdssø, dobbelt voldgrave og den Gamle Vandmølle. Slottets saloner er autentisk og unikt indrettet med antikke møbler. Alle værelserne er individuelt indrettet i romantisk stil, og du kan vælge at bo i en luksuriøs suite.

Et slotsophold på Broholm Slot inkluderer en 3-retters gourmetmenu inspireret af årstidens lokale råvarer, eftermiddagskaffe/the med hjemmebagt kage i Broholms hyggelige stuer og naturligvis en overdådig morgenbuffet med lokale specialiteter.

Bestil et ophold på Broholm Slot

 

Hindsgavl Slot ved Lillebælt

Hindsgavl Slot

På den anden side af Fyn ligger Hindsgavl Slot, som har en lang og dramatisk historie. Hindsgavl-halvøen er nævnt første gang i 1231, hvor det var ejet af Valdemar Sejr. Placeringen ved Lillebælt var strategisk vigtig i Danmarks mange historiske fejder med vores naboer mod syd.

Hindsgavl Borg blev formentlig opført i en periode mellem 1231 og 1295, som var en meget urolig periode i Danmarkshistorien. Muligvis er den opført som et modstykke til Koldinghus, der kan dateres tilbage til samme periode.

Den oprindelige borg blev ødelagt under svenskekrigene midt i 1600-tallet. I slutningen af 1700-tallet genopstod Hindsgavl som en klassicistisk inspireret herregård et stykke fra den gamle borg, hvis ruin man stadig kan se. Flere af skanserne fra den gang er også bevaret. Er du historisk interesseret, er der udgivet en spændende bog om Hindsgavl Slot.

Hindsgavl Slot råder over hele 120 værelser, så der er plads til mange overnattende gæster. Slottet har da også dannet ramme om mange konferencer, events og bryllupper. Langt de fleste værelser er indrettet i traditionel romantisk slotsstil. I de gamle staldbygninger har man valgt en mere moderne og enkel stil med rå murstensvægge, som danner kontrast til de stilrene møbler og gamle sprossede vinduer.

Slottet kan prale af at have én af landets bedst bevarede slotsparker, som er 40.000 kvadratmeter stor. Det er en romantisk have med smukke blomster, krogede træer, idylliske damme, snørklede stier og hyggelige terrasser. Du kan gå på opdagelse i parken, spadsere en tur langs Lillebælt eller opleve de vilde hjorte i Hindsgavl Dyrehave. Mulighederne er mange, og naturen er lige uden for døren.

Vil du nyde det storslåede landskab fra oven og måske mærke adrenalinen rulle i årerne, kan du tage på bridgewalking på Lillebæltsbroen, som hæver sig 60 meter op. Her er den flotteste udsigt over Lillebælt og Hindsgavl-halvøen.

Efter en aktiv dag kan du naturligvis nyde et dejligt måltid mad i slottets restaurant. Her er fokus på lokale råvarer af højeste kvalitet. Menuen byder i sommerhalvåret på spændende retter tilberedt af friske råvarer fra slottets egen køkkenhave. Kokkene kræser om detaljerne, og maden bliver akkompagneret af nøje udvalgte vine.

Bestil et ophold på Hindsgavl Slot

 

Kokkedal Slot Copenhagen på Nordsjælland

Blot 30 minutters kørsel fra København ligger Kokkedal Slot Copenhagen. Lensgreve von Berckentin opførte ejendommen i 1746 som en sommerbolig. Det blev dog revet ned i 1865 af diplomaten og handelsmanden Frederik H. Block til fordel for et nyt og større landsted opført i nationalromantisk stil.

De hvælvede kældre fra den oprindelige bygning fik dog lov at bestå, og du kan se dem i slotskælderens restaurant. Her kan du nyde klassiske egnsretter, som bliver tilberedt med årstidens friske råvarer.

Kokkedal Slot Copenhagen fremstår i dag som et smukt og elegant slot med et moderne udtryk. Bygningen er fantastisk flot og ligger omkranset af en stor grøn park lige ned til Øresund. Fra slottets østlige gavl er der udsigt til Øresund og øen Ven. Alle værelser har udsigt til haven eller slotsalléen med træer. Nærmeste naboer er Kokkedal Golfklub og Kokkedal Rideklub.

Et slotsphold på Kokkedal Slot Copenhagen er den perfekte getaway, når du trænger til at forkæle dig selv efter en periode med stress og jag. Det er en lille oase, hvor du kan komme ned i gear, trække vejret og slappe af i grønne omgivelser med park, skov og strand ganske tæt på. Lækker mad, god vin, afslappende massage og healende saunagus kombineret med fred og ro skal nok gøre underværker.

Bestil et ophold på Kokkedal Slot Copenhagen

 

Liselund Ny Slot på Møn

Ganske tæt på Møns Klint ligger Liselund Ny Slot omkranset af Liselund Parks frodige grønne omgivelser. Møns Klint behøver næppe den store præsentation, for det er et af Danmarks smukkeste naturområder. Her kan du se de hvide kridtvægge rejse sig over Østersøens blå vand, gå på opdagelse i skoven blandt Danmarks ældste bøgetræer eller studere himlens stjerner under noget nær perfekte forhold.

Slottet blev opført i 1887 på en bakketop med udsigt over den romantiske park og havet. Byggestilen er italiensk, og stuer og værelser er udsmykket med smukke loftsmalerier, stuk & paneler, som er bevaret den dag i dag. Her er 17 unikke værelser, restaurant og café.

Trænger du til fred og ro, er Liselund Ny Slot et dejligt sted at opholde sig. Her bliver du kun forstyrret af fuglenes kvidren. Hyggen er i højsædet, og parken med sine mange små historiske bygninger skaber de perfekte rammer omkring dette fine lille slot til en romantisk weekend for to.

Bestil et ophold på Liselund Ny Slot